Teknik

I løbet af de sidste 9 år har vi oplevet en rivende udvikling i den digitale forvaltning i Danmark. Man kan udfylde sin selvangivelse, besøge lægen eller flytte sin adresse uden at stå ud af sengen. Man kan endda stifte et selskab på ganske få sekunder. Fremsynede politikere og embedsmænd har givet danskerne verdens bedste digitale forvaltning.

Foreningen for Danske Domæneregistranter mener at danskerne fortjener at .dk får en digitalisering og automatisering, der lever op til (og gerne overgår) hvad den offentlige sektor har formået.

.dk skal indhente resten af verden indenfor den bedste teknik til at styre domænenavne. Afilias styrer allerede de globale domæner for foreninger, .org, som kan tages i brug på mindre end 5 minutter, og som koster mindre end hvad DK Hostmaster tager. Domænernes stamoplysninger (i whois-databasen) kan opdateres næsten øjeblikkeligt.

Når du bestiller et .dk-domænenavn i dag, sender din udbyder bag kulissen en meget præcist formuleret e-mail til DK Hostmaster — en mail hvor et bogstav for meget eller et komma sat forkert fører til forkastning. Det er et levn fra dengang domæneregistreringer skete manuelt og fører til stort besvær. Den åbne standard EPP strømliner de bagvedliggende processer bag domænenavne og sænker registratorens omkostninger, til gavn for kunden.

Lad os i første omgang indhente de bedste i verden. Så kan vi sammen finde ud af hvordan Danmark også kan blive et foregangsland indenfor forvaltning af domænenavne.