Vedtægter

Vedtægter for Foreningen af Danske Domæneregistranter

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Foreningen af Danske Domæneregistranter. Foreningens domænenavn er registrant.dk.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at fremme danske domæneregistranters interesser ved at arbejde for

a) en hurtig, effektiv, driftssikker og billig administration af topniveausdomænet .dk hvor alle sædvanlige forretningsgange sker i realtid.

b) rimelige regler og procedurer for behandling af tvister vedrørende domænenavne.

c) et regelsæt for topniveausdomænet .dk der tilgodeser registranternes interesser.

§ 3. Medlemskreds og kontingent

Stk. 1. Som medlem optages enhver fysisk eller juridisk person der er registrant for et .dk-domænenavn.

Stk. 2. Indmeldelse sker på en blanket på foreningens hjemmeside.

Stk. 3. Hvis der er fastsat et kontingent, sker er indmeldelsen gyldig efter kontingentet er betalt.

Stk. 4. Udmeldelse kan ske på en blanket på foreningens hjemmeside og har øjeblikkelig virkning. Et eventuelt kontingent tilbagebetales ikke.

Stk. 5. Generalforsamlingen kan fastsætte et kontingent, der opkræves forud for hvert år. Generalforsamlingen fastsætter regler for opkrævning af kontingent for kortere perioder end et år.

§ 4. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af juni måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved email til medlemmerne og opslag på foreningens hjemmeside.

Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte at generalforsamlingen gennemføres elektronisk.

Stk. 4. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Hvis der ikke er fastsat et kontingent, er alle medlemmer møde- og stemmeberettigede. Kun juridiske personer kan stemme ved fuldmagt.

Stk. 5. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af stemmetællere eller et elektronisk stemmetællingssystem
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning
4. Regnskabsaflæggelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent
7. Godkendelse af budget
8. Valg af formand
9. Valg af næstformand
10. Valg af tre til fem bestyrelsesmedlemmer.
11. Valg af to interne revisorer.
12. Eventuelt.

Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal, enten ved håndsoprækning, ved skriftlig afstemning, eller i et elektronisk stemmesystem. Skriftlig afstemning eller afstemning ved hjælp af et elektronisk stemmesystem anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg hvor der er foreslået flere end det antal der vælges, foretages altid skriftlig eller elektronisk afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes prioriteringsmetoden Single Transferable Vote.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes når mindst en tredjedel af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.

§ 6. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af næstformanden og tre til fem medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for et-årig periode.

Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 4. Formanden, og i hans fravær næstformanden, indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.

§ 7. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af bestyrelsen, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 8. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån og ved salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10. Opløsning

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan finde sted med 2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål der har relevans for danske domæneregistranter. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

§ 11. Datering

Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 11. juli 2008.


Ved den stiftende generalforsamling blev følgende vedtaget:

Med udgangspunkt i dotDK’s bud på administration af topniveaudomænet .dk og under den forudsætning at den tekniske administration varetages af Afilias, støtter foreningen dotDK’s bud og udtrykker sin tillid til de fire grundlæggere af dotDK. Bestyrelsen skal være med til at sikre gennemsigtigheden og demokratiet i dotDK og arbejde for at promovere dotDK overfor det danske internetsamfund.

Der blev ikke vedtaget noget kontingent.