I sin seneste indlæg på disse sider har Guan brugt energi på de formelle rammer for dotDK — dvs. hvad man lover i tilbuddet og hvordan bestyrelsesposter i dotDK fordeles. Det er i sig selv enormt interessant, og der har da også indtil nu været spekuleret en del omkring disse observationer. Guans konklusion er (som jeg lige kan læse det), at det er et skridt frem i forhold til den nuværende inkarnation af DIFO; men han påpeger også rum for forbedringer.
Men udover hvad der er blevet nedskrevet, er der en masse uvished om rammerne for debat og diskussion i dotDK: Dels er det uklart, hvordan de syv bestyrelsesposter til domænekunder og -formidlere skal fordeles, og — måske endnu værre — er det også et åbent spørgsmål, om bestyrelsesposterne er dotDK’s eneste måde at lytte til “internetsamfundet”?
Der har været stemmer fremme i debatten, som har hævdet at dotDK er en hul front kontrolleret af Afilias. Det offentliggjorte tilbud maner disse rygter til jorden, men det er stadig uklart, hvilket mandat dotDK-bestyrelsen har overfor Afilias. Er det, eksempelvis, frit op til dotDK at udskifte Afilias med en anden udbyder?
Disse spørgsmål er dels vigtige i lyset af den relative lukkethed i DIFO, vi har set hidtil — og dels i lyset af nogle af de seneste udmeldinger omkring DIFO mulige fremtid. I det linkede indlæg taler Martin von Haller om at arbejde for et DIFO 2.0 med øget åbenhed, for forbedringer af onlineoplevelsen for kunder hos DK Hostmaster samt for fornyet stillingtagen til registratormodel (sole eller shared registry).
Det sjove (og ualmindeligt gode) ved denne debat er indtil videre, at den har åbnet for flere spørgsmål, end den har besvaret: Der er masser af ubekendte i både en fremtid med dotDK og med DIFO. Ændrer dette så min egen varme støtte til dotDK? Nej, for dotDK’s tilbud tager store skridt i retning af den åbne, moderne og frie administration af .dk-domænet, som DIFO og DK Hostmaster historisk ikke har leveret.
Til gengæld har de seneste uger udmeldinger gjort mig en lille smule mindre betænkelig ved DIFO, forudsat at DIFO 2.0 bestyres af den lydhøre, eftertænksomme og forandringsvillige fløj, som Martin von Haller beskriver. Min indgroede pessimisme ved organisationel forandring siger mig dog, at DIFO næppe ændrer sig væk fra de snæversynede meninger og yderst tvivlsomme/selektive argumenter, vi har set udtrykt hos Mads Bryde Andersen, Per Palmkvist Knudsen og DIFO selv. (Peter Czar Larsen beskriver denne serie af udmeldinger fra DIFO som injurier, bagvaskelse og dækningsløse beskyldninger. Det virker ærligt talt som en dækkende beskrivelse.)