.dk-udbuddet
dotDK, en dansk forening, har med støtte fra det irske selskab Afilias, vundet et udbud på forvaltningen af .dk-domænet. For endeligt at vinde kontrakten, skal dotDK den 1. september vise at den har bred opbakning fra det danske internetsamfund.
Foreningen af Danske Domæneregistranter har udtrykt sin støtte til dotDK, og vil indgå i arbejdet for at skabe et sæt vedtægter for dotDK der sikrer registranterne en høj grad af indflydelse og et regelset der tilgodeser registranternes interesser.
Vi mødtes med to repræsentanter fra dotDK/Afilias den 18. juli og optog den forbindelse en video med Roland LaPlante og Ram Mohan fra Afilias.
dotDK er stiftet af fire danskere med en baggrund i internetsamfundet. Afilias er et irsk indregistreret selskab med aktiviteter i Dublin, Philadelphia og Toronto. Selskabet er en af verdens førende udbydere af domæneregistre og er bl.a. kendt for .org og .info. (De største indenfor dette marked er kendt som “big three”, der udover Afilias omfatter VeriSign og NeuStar.) Afilias administrerer i alt 15 topdomæner, hvoraf 10 er landedomæner.
Afilias stiller med en langt overlegen teknisk løsning der tillader at oprettelser og ændringer i domænenavne og tilhørende stamdata kan ske øjeblikkeligt. Løsningen er samtidig redundant, således at registeret stadig er tilgængeligt fx. i tilfælde af en brand. (Dette har kun betydning for registranter, idet selve navnetjenesten normalt ikke påvirkes. Det er forholdsvis let at drive en redundant navnetjeneste.)
dotDK’s vedtægter er ikke færdige og er stadig genstand for forhandling. I oplægget vi har fået præsenteret, vil brugerne — altså private brugere, professionelle brugere og registranter — blive repræsenteret med et flertal i bestyrelsen.
Følg med i forløbet på vores blog. Læs også dotDK’s formelle budmateriale (advarsel: alt for stor PDF-fil).
Tilføjelse august 2008: Der er rejst en debat om hvorvidt foreningen burde have støttet dotDK fra starten, og om vi bør genoverveje støtten til dotDK. I første omgang bedes medlemmer og andre interesserede debattere det i kommentarerne til blogindlægget “Bør registrant.dk overhovedet støtte dotDK?”.