Hvis debatten omkring det fremtidige .dk virker fragmenteret og uoverskuelig, er det ikke mærkeligt. Fra begge sider er udmeldingerne bombastiske og tager for sjældent udgangspunkt i etablerede og verificerbare fakta. Et nyligt eksempel på, hvordan en elementær misforståelse og en forkert metafor kan afføde diskussion, kan findes i Jesper Sommers “Skal livsnødvendig infrastruktur ejes af virksomheder?”.
Retorisk spørger Sommer, om vi ville sælge det danske vejnet til en amerikansk virksomhed, og svarer vi “Nej” til spørgsmålet, må vi — ifølge Sommer — logisk også afvise dotDK’s bud på administration af .dk-domænet. Den metafor (og derfor det argument) er så radikalt forkert, at det fortjener en gennemgående forklaring. For uden en så grundlæggende forståelse for spørgsmålet, vi står overfor, kan vi ikke opnå oplyst debat.
Den rigtige metafor er ikke, at en udenlandsk virsomhed køber det danske vejnet; i stedet handler det om, at vi ville lade en udenlandsk virksomhed vedligeholde vores vejnet? Dermed er spørgsmålet ikke længere, om infrastruktur bør være på udenlandske hænder, men om vi bør finde den mest kvalitetssikre måde at vedligeholde vores infrastruktur. Det er to meget, meget, meget forskellige spørgsmål, og Sommers retoriske misforståelse leder til forvirring og til forkerte konklusioner.
Det er ikke relevant at tale om at Afilias kommer til at “eje” .dk-domænet. Der står tydeligt i domæneloven at internetdomæner, der særligt tildeles Danmark, ejes af den danske stat. Afilias er altså langt fra at eje .dk. dotDK (eller DIFO) kommer ikke engang til at eje domænet. Staten, legemliggjort i Helge Sander, står som ejer.
Staten kan som ejer gøre stort set hvad som helst med .dk-domænet, i hvert fald så længe det behager den ultimative ejer af rodzonen, det amerikanske handelsministerium. Staten har med domæneloven valgt at delegere opgaven til en non-profit administrator, dotDK eller måske DIFO. Hvis dotDK får opgaven, vil dotDK igen udlicitere den tekniske drift til Afilias.
Domæneloven sætter nogle rammer for hvad dotDK i så fald må gøre. dotDK har fx. fået lov til selv at fastsætte regler og forretningsbetingelser for .dk-domænet og reglerne for Klagenævnet for Domænenavne. dotDK får lov til selv at sætte priserne for .dk-domæner, der dog kan reguleres af IT- og Telestyrelsen. Til gengæld skal dotDK opfylde en langt række krav, både i domæneloven og i den tilladelse der skal udstedes i løbet af efteråret.
Staten har altså som ejer besluttet at administratoren skal have ret meget frihed til at drive .dk-domænet på den bedst mulige måde og har valgt ikke at detailregulere fx. forretningsbetingelser eller priser. Lovgiverne er dog ikke dumme. De ved godt at ting kan gå galt og at administratoren kan vise sig ikke at kunne varetage opgaven godt nok. Derfor er området stadig reguleret i et vist omfang, og derfor løber tilladelsen til at drive .dk-registeret kun i 6 år.
Men Afilias får altså ikke ret meget kontrol over ikke-tekniske aspekter af .dk-domænenavne. Selv hvis Martin von Haller Grønbæk har ret i at Afilias reelt kommer til at styre dotDK, vil Afilias ikke “eje” .dk-domænet på samme måde som man kan eje et hus: Når ens råderet er så begrænset og kun gælder i 6 år, mener jeg at man højst kan tale om “fremleje”. Når vi nu bruger metaforer fra ejendomsverdenen.
Man kan sammenligne det med situationen på jernbanenettet, hvor en række forskellige selskaber som DSB, Arriva eller fragtselskaberne kører rundt med futtog, men hvor det stadig er Bane Danmark der ejer skinnerne. Selv hvis Bane Danmark skulle beslutte at udlicitere noget af driften eller vedligeholdelsen af jernbanenettet i 6 år til et firma ejet af “amerikanske kapitalinteresser”, for at bruge Mads Bryde Andersens morsomme beskrivelse af Afilias, ændrer det ikke ved at Bane Danmark stadig ejer skinnerne. (Med mindre man rent faktisk sælger skinnerne. Men det er ikke på tale i jernbanenettet, og heller ikke med .dk.)
Man kan også blive i en sammenligning med ejendomsmarkedet. Det svarer til at nogen (staten) ejer et hus (.dk), hvilket giver ret stor frihed til at disponere over det, så længe man betaler skat og overholder lokalplan og andre regler. Ejeren har så valgt at udleje det til dotDK og givet dotDK frihed til at bestemme hvem der må komme ind i huset og hvad det skal koste, indenfor nogle bestemte rammer. dotDK vælger igen at lade Afilias stå for meget af den praktiske drift af huset: Vicevært, sikkerhedsvagter, rengøring, vedligeholdelse, osv.
Guan Yang har bidraget væsentligt til dette indlæg.
