I forlængelse af mine løse tanker fra i går, kommer her nogle lidt mere faste tanker.
Bestyrelsen kommer til at bestå af 13 medlemmer:
- 2 repræsentanter for private brugere
- 2 repræsentanter for professionelle brugere
- 2 repræsentanter for udbydere
- 3 repræsentanter for registranter (yay!)
- 3 repræsentanter for stifterne
- Den administrerende direktør for dotDK Registry ApS
dotDK Registry ApS bliver det 100% dotDK-ejede selskab der skal underskrive en formel leverandørkontrakt med Afilias. Selskabet skal bl.a. overvåge at Afilias overholder kontrakten og, ifølge tilbuddet, “servicere internetsamfundet”. Selskabet får sandsynligvis også til opgave at akkreditere registratorer og håndtere klager fra brugere, fx. i tilfælde hvor en registrator ikke vil udlevere authcode.
I modsætning til rygterne ude i byen, er Registry ikke Afilias’s datterselskab i Danmark. Direktøren for Registry vælges af dotDK. I den oprindelige udgave af tilbuddet var der lagt op til at Tina Dam, den oprindelige initiativtager til dotDK som trak sig af personlige grunde, skulle være den første direktør for Registry og dermed sidde i bestyrelsen.
Det mest bemærkelsesværdige er nok de tre repræsentanter for stifterne. Man kan opstille alle mulige argumenter for hvorfor de skal være repræsenteret, i hvert fald i den første 6-årige periode som tilladelsen til at drive .dk-registeret løber i.
Folk der kender mig personligt er klar over min interesse i det amerikanske Senat, der blandt andet blev stiftet for at imødegå den populistiske stemning der nemt kunne komme fra demokratisk valgte lovgivere. Det er dybt fascinerende, men også grundlæggende udemokratisk. I sit indlæg om DIFO 2.0 skriver Martin om forslaget om at vælge DIFO’s bestyrelsesmedlemmer direkte:
Min holdning er den, at modellen med mere eller mindre repræsentative bruger- og leverandørforeninger er god og i overensstemmelse med den tradition, som vi har i Danmark på dette punkt.
Efter min mening er det bedste modargument mod Martins udtalelse at hvis registranterne ønsker at være repræsenteret af de eksisterende foreninger, kan de bare stemme på repræsentanter fra disse foreninger til bestyrelsesvalg. (Det er måske noget lidt andet med repræsentationen af fx. private brugere, fordi det vil være svært at få en fuldstændig vælgerliste over private internetbrugere, eller at få et tilstrækkeligt antal til at stemme.)
Uanset hvilke argumenter man kan fremstille for at stifterne skal have pladser i bestyrelsen, kan svaret være at hvis baglandet (registranter, andre brugere, udbydere) er enige i de argumenter, kan de bare stemme på stifterne og vælge dem til bestyrelsen.
Da stifterposterne er skrevet ind i tilbuddet og vil være svære at gøre op med, vil jeg trøste mig med at det trods alt kun er 3 ud af 13 bestyrelsesmedlemmer der er udemokratisk valgt, i modsætning til situationen i DIFO, hvor det er stort set alle medlemmer. De tre pladser må være prisen for at slippe af med DIFO og DK Hostmaster. Men personligt mener jeg at vores forening bør have som officiel holdning at sammensætningen af bestyrelsen skal revideres hvis dotDK igen indleverer et bud på .dk i 2014.
(Hvordan ville jeg have skruet det sammen? Måske ved at stifterne bliver valgt til de 3 poster i den første 2-årige periode, for at starte tingene op, men at posterne herefter reserveres til “uafhængige bestyrelsesmedlemmer”, valgt af resten af bestyrelsen eller blandt alle dotDK’s medlemmer.)
Den næste bekymring er hvordan de 6 repræsentanter for private brugere, professionelle brugere og udbydere skal vælges. Lige nu har en række foreninger, bl.a. vores, tilkendegivet at de agter at søge optagelse i dotDK. Mange af de foreninger forventer sikkert at kunne pege på bestyrelsesmedlemmer i dotDK, altså en model der ligner DIFO. Det vil være mest demokratisk hvis der er ret åben adgang for at en forening kan blive medlem af dotDK i de tre kategorier, og måske at enkeltpersoner og virksomheder også kan blive optaget som medlemmer.
Der står ikke direkte i tilbuddet at repræsentanterne for registranter skal vælges direkte. Men det er altså den mest oplagte model. Det vil også være langt lettere at gennemføre direkte valg blandt registranter end fx. private brugere, fordi vi har en fuldstændig liste over alle registranter med deres kontaktoplysninger.
Bestyrelsen giver et lille flertal til “kundesiden” med 7 ud af 13 pladser (2 private brugere, 2 professionelle brugere, 3 registranter). Samlet set synes jeg at det er et rimeligt godt oplæg, og der er samtidig plads til forbedringer. Så har registrantforeningen også noget at lave de næste 6 år.
Rettelse. Det er selvfølgelig registratorer der skal akkrediteres, ikke registranter (indtil videre). Pinligt når jeg selv har været ret efter andre der har lavet samme fejl.