I en meget aktiv tråd på Marks Jaiku har Claus Dahl bl.a. sagt:
Jeg kan ikke nogen historier om at DIFO laver dårlig governance.
Demokrati, schemokrati. Det svarer lidt til at piske en stemning op om at der ikke er demokrati i planlægningen af de grønne bølger i storbylyskrydsene. Principielle indvendinger uden konkret kød på, om noget så kedeligt som domæneregistrering, interesserer mig ikke, nej. Så længe regelværket og ankeinstanserne er effektive og træffer de rigtige valg er jeg glad.
Jeg opfatter den styrelse der laver skønhedskonkurrencens mellem forskellige udbydere som den demokratiske garant i det her spil.
Update: Claus Dahl skriver i kommentaren: “Den tekst der står ovenfor er ikke et citat men et sammenklip af en række forskellige replikker, hvis nogen skulle være forvirrede.” Bare så læseren er klar over det. Under alle omstændigheder bør man læse hele debatten.
Det er gode argumenter jeg også har hørt i andre sammenhænge, så lad mig skrive lidt om det.
Om at DIFO laver dårlig governance vil jeg spørge: Hvornår har du sidst set et bestyrelsesreferat fra DIFO? Et resultat af afstemningerne i bestyrelsen? Har du nogen indsigt i hvordan DIFO’s medlemmer vælges? Har du nogen indsigt i hvordan medlemmerne af DIFO’s bestyrelse vælges? Ved du hvad posterne i DIFO’s regnskab dækker over? Disse spørgsmål mener jeg er ret vigtige når man diskuterer en organisations governance.
DIFO har holdt offentlige høringer om visse emner, fx. typosquatting, men jeg kan ikke finde nogen tegn på at de har foretaget en tilfredshedsundersøgelse registranterne. Jeg erindrer ikke at de nogensinde har holdt et åbent bestyrelsesmøde. Vi kan ikke hverken postlister eller den korrespondence DIFO sender og modtager. Alle disse ting kan vi i ICANN, der ikke ligefrem er kendt for gennemsigtighed eller god governance. Desuden bliver ICANN’s bestyrelsesmedlemmer ikke aflønnet og skal offentliggøre potentielle interessekonflikter, så der er mindre tvivl om deres motivation.
Med hensyn til demokrati, så ville det måske ikke være helt dumt med en gruppe embedsmænd der lægger nogenlunde fornuftige regler, der så bliver administreret på en teknokratisk måde. Men nu er der altså, pga. beslutningsproceserne i DIFO, meget politik indblandet i udarbejdelsen af regelværket. Desuden er der tradition for selvregulering på internettet, så vi kan sikre at reguleringen foretages af folk der er aktive deltagere i internetsamfundet og har en forståelse for hvad der foregår. Den tradition er altså udmøntet i den gældende domænelov fra 2005.
Embedsmændende i IT- og Telestyrelsen er udpeget af politikere som vi vælger ved regelmæssige valg. De nyder en derfor en vis legitimitet. Medlemmerne af DIFO, og især medlemmerne af DIFO’s bestyrelse, er ikke legitime helt på samme måde, især fordi det er så svært at blive medlem af DIFO. Derfor mener jeg det er problematisk at DIFO udarbejder de regler. Det ville svare til at staten udliciterer en del af den lovgivende magt til et privat firma. Det er ikke en helt umulig tanke på meget afgrænsede, tekniske områder, fx. hvis et monopol-teleselskab udarbejder de tekniske standarder for telefonudstyr, men fremgangsmåden er efter min mening betænkelig.
På mine dårligste dage med uheldige DK Hostmaster-oplevelser kunne jeg måske ønske at teknokraterne bare overtog .dk, men jeg føler alligevel en forpligtelse til at deltage i selvreguleringsprocessen. Vi kan så have en separat diskussion om domæneloven bør være udformet anderledes.
Claus Dahl har fuldstændig ret i at udbuddet som en slags revolution er den eneste mekanisme, der kan sikre de rigtig store ændringer, især i .dk-forvalterens styrelse. Som udbuddet er skruet sammen — hvor den vindende byder skal betale de betydelige omkostninger til udbuddet — kan det nok være svært for en nonprofit organisation at udskifte den tekniske forvalter. Jeg tror ikke det er realistisk at dotDK kan byde med en anden end Afilias når de 6 år er omme. Det kræver nok en ny forening.
Men når domæneloven lægger op til demokrati og selvregulering, mener jeg ikke man bare kan afvise forsøg på at skaffe registranterne mere indflydelse som schemokrati. Claus Dahl bør i stedet arbejde for, eller opfordre registrantforeningen til at arbejde for, at domæneloven bliver ændret så scenariet med afpoliticering og effektive regler og ankeinstanser bliver en realitet for .dk.